Bibelteksterne til gudstjenesten

De valgte salmer:

557 Her vil ties, her vil bies

Hvor dagen dog er lille

826 Din nåde er en vintergæk

--

352 Herrens kirke er på jord

400 Så vældigt det mødte

Prædiken af sognepræst Marianne Vigen Smolarz

I torsdags fik jeg en mail fra Trapholt, et museum i Kolding, hvis nyhedsbrev jeg åbenbart abonnerer på.

De var meget glade i Kolding, for de kunne fortælle breaking nyt: Museet havde fået penge både fra den ene og den anden fond og fra Kolding Kommune, så nu skulle de bygge ud og bygge nyt. Og som de skrev til sidst i nyhedsbrevet: De glædede sig til rejsen.

De ord faldt ikke i god jord hos mig. Altså det med at de glædede sig til rejsen. - Jeg mener, det handlede ikke om, at de faktisk havde været innovative – for nu at blive i sprogbrugen – så de havde fået den ide at lave et omkringrejsende museum, som alle i hele landet kunne have glæde af. Nej de havde faktisk ikke flyttet sig ret meget – og havde heller ikke tænkt sig at gøre det. De ville bare bygge noget mere.

Det med rejse var bare noget de sagde. Ligesom så mange andre – i enhver sammenhæng. Men jo mere det bliver sagt, des mere står det ubevægelig i sin ligegyldighed. Man ved faktisk ikke, hvad det betyder. At skifte job kan åbenbart også være en rejse – selv om det bare handler om at tage sin computer og gå over i en anden afdeling.

Første gang jeg hørte nogen kalde noget for ”en rejse” på den måde, var en deltager i X Factor, der vist nok vandt det hele og bagefter skulle udtale sig om oplevelsen. Det havde været en rejse, sagde han og det mente han; det var tydeligt. For han havde flyttet sig meget på det personlige plan og havde haft mange oplevelser undervejs, han ellers ikke ville have fået. Det havde udviklet ham og gjort hans verden større og udvidet hans horisont. Han var meget taknemmelig. Der var vægt og person og betydning bag hans ord. Han mente noget med dem. De ord han brugte, kunne oversættes til noget konkret i virkeligheden. Man kunne godt forstå, at det havde været en rejse for ham.

Men ord mister deres betydning, når de bliver skamredet og tømt for indhold fordi de bliver brugt til ingenting.

Inden for ledelse er der et helt sprog som alle bruger, men som ingen rigtig ved, hvad betyder. Det kunne også kaldes floskelledelse – ord og sprog, som aldrig kan gro nogen steder og som burde luges ud. Det drejer sig ofte om tomme kalorier fra det seneste ledelseskursus:

”I den her virksomhed skal vi på en rejse sammen, hvor vi som holdspillere skal være endnu mere tydelige med at komme i mål med innovative løsninger mens vi spiller hinanden gode og rækker ud til alle dem, der vil vækste sammen med os. Undervejs skal vi unboarde nye innovative medarbejdere og huske at aligne alle i organisationen.”

Den slags sprog er til for at lægge røgslør ud. Det dækker ikke over noget konkret. Det svarer ikke til noget i virkeligheden. Ingen ved, hvad det betyder. Og ingen ved, hvad der forventes af dem i en virksomhed, hvor lederen siger og skriver den slags.

Sådan et sprog skaber afstand og forvirring. Og så længe det ikke bliver gennemskuet, har lederen vundet lidt tid og magt til selv at prøve at forstå, hvad det er han eller hun egentlig vil og skal.

Esajas sagde i den første tekst jeg læste, at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage. Men det gør så til gengæld ledelsessprog. Det vender i høj grad virkningsløst tilbage. Det kan ikke bruges til noget. Hvis det virker og vækker noget, så er det kun lede.

Jeg er vokset op med det med, at noget ”falder i god jord”. Dvs. det var vist mest, når noget ikke faldt i god jord, det blev brugt af min mor. Jeg anede i mange år ikke, at den talemåde kom fra Bibelen.

Men det er en talemåde, der er nem at forstå. Og der ligger et konkret billede bag, som selv et barn kan se for sig. – Hvis man f.eks. har fået læst om Findus og Pedderen i køkkenhaven eller på anden måde fået fortalt og vist, hvad frø kan.

Derfor er det også noget vrøvl, når Markus siger, at Jesu lignelser er til for at skabe afstand til nogen fordi de ikke skal kunne forstå dem.

Jesus lignelser er så nemme at forstå, at de kan være svært at prædike over, for de siger sig selv. Men der er det ved det, at vi hører både Jesus’ og Markus’ stemme i dag. Jesus fortæller en lignelse og Markus tolker den.

Og Markus tolkede lignelserne ind i sin egen tid. Han havde åbenbart brug for at kunne lægge afstand til nogle andre ved at gøre Jesus ord mere mystiske end de er.

Det er svært at vide, hvad der kan have været på færde for Markus. Men det var ulovligt og dødsens farligt at være kristen på den tid, så måske skulle de kristne loves særlige fordele som privilegerede indforståede - for at blive i flokken?

Eller måske skulle de have udsigt til at gå rent igennem lige om lidt, når de sidste tider meldte sig. For man troede på den tid, at de sidste tider var nært forestående.

Men altså, når man tænker på, at de fleste mennesker på Jesu tid var bønder – hvis ikke de lige var fiskere og småhandlende, ja så er det helt gængs at snakke om god og dårlig jord og det håbløse projekt at så på klippegrund. Men som min far sagde: ”Det er de dummeste bønder, der har de største kartofler” Så hvem ved, hvad der kan lykkes, hvis man er lidt generøs med sine frø?

Så det kan godt være, at Markus forsøger at gøre Jesu lignelser til diffust ledelsessprog, men det er altså et fejlgreb. Han skulle hellere have taget et af de dyre lederkurser i agil sprogforvirring, som vi kender fra vores tid. Det ville nok have virket en hel del bedre.

I Jesu lignelse er det Gud som den glade generøse giver, der er i fokus. Den handler om Gud, der håbefuldt giver sit ord frit alle steder. Men Markus får det behændigt til at handle om jordbunden; de modtagelige og de uimodtagelige; dem og os; de gode og de onde. Og hvis I ikke makker ret, hører I til dem, der er noget i vejen med.

Og det er sådan set også meget brugt i moderne ledelse. Alting er dit eget ansvar og din egen skyld. Intet er umuligt. Du kan sagtens være to steder på en gang. Du må bare være lidt mere fleksibel eller have fokus på dine kerneopgaver.

Men der er jo det ved Guds sprog at det er frø, der sås. Guds ord er frø, der kræver nænsomhed; de kræver, at man har tid til at vente og vande og værne, som der står i billedbogen om Findus og Peddersen i køkkenhaven. Katten Findus forsøger at så en frikadelle, for den kan bedre lide frikadeller end de kartofler den gamle Peddersen putter i jorden. Men frikadellen bliver lige så lidt til noget som den rejse Trapholt siger, at de skal på. Hverken frikadeller er museer skal ud på nogen rejse.

Men det skal frø og ord! De rejser sig og rejser os og rejser med os.

Der er ikke lige meget, hvad man sår og hvad man siger. Der er noget, der er virkningsløst og der er noget, der virker.

Vi er nået på den tid af året, hvor konfirmationen for alvor nærmer sig. I sidste uge valgte konfirmanderne bibelcitater, som skal læses, når de er blevet konfirmeret.

De skulle finde ord og sætninger, som de kan vokse med. Og de er godt klar over, at det er ord, som er dybere end de til fulde forstår omfanget af. Men de forstår nok til at vide, hvad ordene betyder for dem lige nu.

Nogle af dem bliver fanget af ord som taknemmelighed, mod, kærlighed, tilgivelse, håb, ikke at frygte, at behandle andre som man selv vil behandles, at gengælde ondt med godt; at vide, hvor man har sit hjerte.

Og de kan spørge: ”Men hvad så, hvis jeg siger nej, når du spørger om jeg vil konfirmeres i den kristne tro? Hvad hvis jeg nu pludselig ikke tror på alt det?”

Og svaret er jo, at ingen af os kan forstå og forklare og tro Guds ord til fulde.

Det er heller ikke meningen.

Ordene skal gro og vokse og bevæge os undervejs i livet og forme vores sprog til nye sætninger om Gud, nye salmer, ny poesi, en videre kærlighed, en større forståelse.

At Gud kom til jorden som et sårbart barn i en vild verden, er udtryk for, at Gud vokser og bevæger sig med os og vil os noget de mærkeligste steder, griber os i farten, åbner en ny vinkel og forpligter os ud over os selv. Her er vi faktisk på lidt af en rejse.

Og jeg kan da godt undre mig over, at Guds ord overhovedet groede insisterende nok i den jord jeg kommer fra, til at det kunne nå mig. Godt nok er jeg vokset op i det det bakkede landskab og den fede lerjord på Jyllands nedre østkyst, hvor livet er let. – Men måske netop derfor havde man ikke ret meget brug for Gud. Det gik jo nok alligevel.  

Og alligevel er det måske oplevelsen af generøsiteten som bare er, og taknemmelighed ved at føle sig forbundet – forbundet med den farlige skygge bag siloen, lugten fra skovbundens skarpe råd eller skråningen, hvor den sidste sol hviler et øjeblik inden den forsvinder, og mennesker man på godt og ondt deler landskab med? – Måske er det også frø, som med tid og tålmodighed kan blive en længsel efter ord – ord om hvad det hele er til for – og hvad jeg er her for? Ord, der kan rumme mine svigt uden at tage dem fra mig. Ord der kan kramme mig i min angst og spytte mig ud i verden igen med mod på at leve med det hele og gøre, hvad jeg kan?

Jeg ved det ikke, men jeg forsøger at lade Guds ord bundfælde i mig og lade mig bevæge af det.

- Eller som man siger for tiden: Det gror på mig.

Og jeg vokser med det.

Amen.