Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

5.Sommerkoncert

11
AUG

Dato Tirsdag d. 11. august 2020, kl. 19:30
Sted Kirketorvet 10, 8900 Randers C

Ved den 5.sommerkoncert i Sct. Mortens Kirke er det Randers Kammerorkester der spiller under ledelse af deres faste dirigent David Riddell. Det foregår tirsdag d.11.august kl 19.30
Programmet er et varieret udvalg fra de mange koncerter, man kan høre i sæsonen 2020-2021. Værker af bl.a. Mozart, Fauré, Carl Nielsen og Vaughan Williams. Og så er der fri entré!

Om musikken  
Mozarts syngespil, Teaterdirektøren, bliver sjældent opført på operascenerne først og fremmest på grund af en forvrøvlet handling, der ikke giver mening uden for den sammenhæng, hvor operaen første gang blev spillet. Teaterdirektøren blev til på bestilling af den østrigske kejser Joseph II, der på slottet Schönbrun lidt uden for Wien havde besøg af den nederlandske guvernør og derfor havde brug for musikalsk underholdning. I slottets orangeri havde man i hver sin ende af lokalet opstillet en scene, hvor man havde planlagt en musikalsk spøg – en konkurrence mellem den italienske opera og det tyske syngespil.          Den italienske opera – som også for komponister uden for Italien havde dannet mønster – blev repræsenteret af hofkomponisten Antonio Salieri med operaen Prima la musica, poi le parole (”først musikken siden ordene”), mens Mozart med Teaterdirektøren forsvarede det tyske syngespils mere lette og muntre karakter. Teaterdirektøren som helhed har ikke den charme eller musikalske kvalitet, som man f.eks. finder i Tryllefløjten, men ouverturen, som Kammerorkesteret spiller ved denne koncert, fungerer godt i sig selv med en let og frisk stemning i et hurtigt og flydende tempo.

Den musikalske fortolkning af den katolske kirkes dødsmesse - requiemmet - har gennem generationer af kirkemusikere været en udfordring, og utallige komponister har taget udfordringen op, kendtest er nok requiemmer af bl.a. Mozart, Verdi og Brahms. Franske Gabriel Fauré udtalte om sit requiem: “Man har sagt, at mit Rekviem ikke udtrykker frygten for døden, og man har kaldt det en vuggevise. Men det er netop sådan, jeg ser døden: som en lykkelig forløsning, en higen mod en overjordisk lykke snarere end en smertefuld oplevelse”.
   Faurés rekviem er et afklaret og modent værk med en mere meditativ og fortrøstningsfuld karakter. Fra dette værk med klassiker-status spiller orkesteret Agnus Dei-satsen, med teksten ”O du Guds lam, som borttager alverdens synder, giv dem hvile” 

Engelske Ralph Vaughan Williams komponerede den smukke The Lark Ascending – Lærken stiger – i 1914, men værket blev først uropført syv år efter i 1921. I de mellemliggende år havde første verdenskrig - hvor Vaughan Williams deltog som medhjælper i lægekorpset og senere som officer – givet befolkningerne i Europa et kollektivt granatchok og ødelagt alle naive tanker om en harmonisk og fredfyldt fremtid. Også Vaughan Williams var påvirket af de historiske begivenheder, og den idylliske naturlyrik i The Lark Ascending må derfor ved uropførelsen have virket som en anakronisme – et minde fra en allerede svunden og ubekymret epoke, som ikke eksisterede mere.

Svend Westergaard var uddannet som organist, musikhistoriker og -teoretiker og blev ansat som lærer ved musikkonservatoriet i København i 1951 og opnåede her i 1967 et professorat i musikteori. Som komponist fortsætter Svend Westergaard en linje i ”det nordiske sinds univers” fra Jean Sibelius til Carl Nielsen. Westergaards musik er derfor ikke en del af 1960’ernes modernisme men viderefører derimod en tradition, hvor tonaliteten stadig er en grundlæggende faktor. Tonematerialet i Westergaards værker – også i blæserkvintetten som orkesterets blæsere spiller et par satser fra – er ofte genereret af nogle enkelte små motiver, som gennem satsen udvikler sig og viser sig i forskellige tonale og rytmiske variationer. Westergaard benytter sig således af en metode, som minder om Vagn Holmboes metamorfoseteknik, hvor et lille melodisk kim danner grundlaget for hele den efterfølgende melodiske og formmæssige udvikling.

"Moderen" er et skuespil med tekst af Helge Rode og musik af Carl Nielsen, skrevet i forbindelse med genforeningen i 1920. Skuespillet huskes vel nok især for musikken. Tågen letter for fløjte og harpe og de to sange Sangen om Danmark bedre kendt som ”Som en rejselysten flåde” og ”Min pige er så lys som rav”. Fra skuespillet spiller Randers Kammerorkester Minuet-satsen.

Og koncerten slutter i den lidt lettere genre...
med et værk af den svenske jazz-musiker, sanger, multi-instrumentalist, stepdanser mm., Gunhild Carling. Hun har udtrykt sin beundring og respekt for kunstnere fra den tidlige jazz, især fra den skelsættende New Orleans periode. Blandt andre af hendes tydelige inspirationskilder er Louis Armstrong og Billie Holliday. 

   Foruden musikken til Tivoli om sommeren komponerede danske H.C Lumbye også en række værker til August Bournonville, der i næsten 50 år var ansat som balletmester ved Det kongelige Teater, hvor han skabte den særlige Bournonville-stil. Stykket ”Salut til August Bournonville” blev til som en musikalsk hyldest til Lumbyes gode ven, og galoppen er i en særlig let, festlig og sprudlende stemning, der umiddelbart får tilhørerne i godt humør. Der er fri entré til sommerkoncerten.

(fri entré)

Klokkespilskoncert ved Per Rasmus Møller fra kl. 19

Ophavsret: