OKT
24

Værker af bl.a. Tjajkovskij, Dvorak, Fauré, Elgar, Glazunov, Bruch og Gade
(fri entré)
Cellisten Janne Fredens er en særdeles aktiv kammermusiker. Hun har som sådan optrådt i Australien, England, Japan, Tyskland, Norge, Sverige, Israel, Italien, Ungarn, Tjekkiet, Bruxelles og store dele af USA, blandt andet på en turne i Californien med Beethovens Tripelkoncert. Desuden har hun medvirket ved talrige radio-og TV transmissioner, først og fremmest i Danmarks Radio og TV, men også i ABC Radio Australia, MRD Musiksommer og Yomiri Television Japan, både som solist og kammermusiker.
Med klavertrioen Jalina Trio har hun høstet stor anerkendelse både i Danmark og udlandet, med begejstrede anmeldelser i så prestigefyldte musikmagasiner som ”The Strad” og ”Fanfare Magazine” for deres CD med klavertrioer af Mendelssohn og Brahms. Indspilningen blev tildelt Danmarks Radios P2-Pris for bedste kammermusikudgivelse. Jalina Trio er prisvindere ved flere af de største internationale kammermusikkonkurrencer: 1. Pris ved ”Concorso Internationale di Musica da Camera” Trapani, Italien, 2. Pris ved ”The 4thOsaka Internationale Chamber Music Competition”, Japan, samt 2. Pris og publikumspris ved ”Trondheim Kammermusikkonkurrence” Norge. Jalina Trio har deltaget i ”Isaac Stern Chambermusic Workshop ”i New York, med afsluttende koncert i Carnegie Hall store sal og blev senere inviteret af Isaac Stern til at deltage i hans ”Jerusalem Chamber Music Encounters”.
Janne Fredens har optrådt som solist med orkester i bla. Tchaikovskys Rococo-variationer, Elgars cellokoncert, Pezzo capricioso af Tchaikovsky samt cellokoncerter af Vivaldi og som medlem af strygekvartetten Cailin, Hafnia Klaverkvartet og med pianisten Søren Rastogi har hun optrådt i musikforeninger og festivals i både Danmark og udland. Hun har medvirket på mange CD’er, heriblandt to udgivelser med nyere danske klavertrioer med Jalina Trio. Til november udgiver hun en ny CD med værker af kvindelige komponister for cello og klaver.
Af de mange legater og priser hun har modtaget kan nævnes Jacob Gades store legat, BG Fonds Kammermusikpris, Kulturministeriets rejselegat samt Leonie Sonnings Musikfonds legat.
Janne Fredens har i flere år undervist på Det Jyske Musikkonservatorium og er ansat som solocellist i Randers Kammerensemble. Hun er initiativtager til KammermusikCamp, som er et nyt landsdækkende talentprojekt for unge klassiske musikere og fra 2022 er hun kunstnerisk leder af Odsherreds Kammermusikfestival sammen med Søren Rastogi.
Hun er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium, Musikakademiet i Prag, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Edsberg Slott Kammermusikinstitution i Stockholm med lærerne Torleif Thedeen, Harro Ruijsenaars, Miroslav Petras, Morten Zeuthen og Frans Helmerson.