To giganter
Kirkens organist Christian Præstholm spiller på Bachs fødselsdag 21.marts værker af J.S.Bach samt alle orgelværker af en af det 20 århundredes allerstørste komponister, ungarnske György Ligeti, som i år kunne være blevet 100 år
(fri entré)

Christian Præstholm fortæller om koncerten:
Forestil dig et fuldvoksent kirkeorgel, fx som dét i Sct. Mortens Kirke, indstillet på allerhøjeste volumen. Derefter en organist som på én gang kaster sig ned over samtlige tangenter og samtlige pedaler. Så ved du hvordan Ligetis orgelværk ”Volumina” starter. 

To giganter
Når jeg ved denne koncert har valgt at sammenstille gamle Johan Sebastian med den moderne György Ligeti er det fordi disse to komponister, som ellers ligger 250 år fra hinanden, har mere tilfælles end man måske umiddelbart skulle tro.
   Nogle (specielt nyere) komponister kan have en tendens til at skrive musik bygget op efter de mest sindrigt udregnede matematiske systemer, men hvor musikken måske er allerbedst - når den endelig holder op!
   Andre komponister har skrevet musik som er så dejligt velklingende at man nemt lader sig rive med, men hvor det er så som så med substansen under den skinnende overflade - mere flødeskum end rugbrød, for nu at sige det på den måde.

Bach og Ligeti formår begge at kombinere den allerstrengeste og mest kompromisløse opbygning af tonerne på detaljeplanet, samtidig med at musikken formår at tale meget direkte og forståeligt til vores følelsesregister. Deres musik er umulig ikke at lade sig rive med af, hvad enten man vil det eller ej. Og det er måske endda især gældende for den mest ukendte af de to – György Ligeti.

Ligeti uden ligemand
György Ligeti, den ungarnskfødte komponist som døde i 2006 ville i år have kunnet fejre sin 100 års fødselsdag. Han nævnes med rette som en af det 20.århundredes allerstørste komponister.
   Der er stor spændvidde i Ligetis musik; nogle af de tidlige værker leger med den ungarske folkemusik, men han brød for alvor igennem i 60erne med et højst selvstændigt materiale, idet han helt opgav parametrene melodik, harmonik og rytmik i gængs forstand. I stedet komponerede han tætte vævninger af klange skabt af polyfone linjer (mikropolyfoni) med masser af små detaljer og forsiringer. Resultatet blev en art flydende arkitektur.
   Ved koncerten spiller Christian Præstholm samtlige Ligetis værker for orgel: To etuder, en Ricercare og altså – Volumina.

Et frontalangreb
Volumina er et fuldkommen fantastisk stykke musik, der kan slå benene væk under selv den mest jordfæstede knark. Jeg bliver i hvert fald fuldstændig revet med, hver gang jeg hører det, og det er hvad enten jeg vil det eller ej. Jeg mister simpelthen tidsfornemmelsen, stoler ikke på mine sanser. Det sitrer op og ned ad armene, og snurrer i min hjerne.

Intet andet værk i orgellitteraturen rammer dig så fysisk som dette!

Åbningens voldsomhed, jordskælv og sitrende elektriske lysglimt, passager hvor to små toner får lov til at gløde sammen, boblende passager hvor det pibler frem i både lyst og mørkt. Der er steder hvor musikken bogstavelig talt faider ud, og der er svulmende akkorder, hvor organisten, med arme og ben, slår og sparker ud efter samtlige tangenter på det stakkels orgel. Det er tale om et frontalangreb, både på instrumentet og på din bevidsthed.
   Noderne ligner på ingen måde almindelige noder. Man spiller efter sorte og hvide felter, prikker, streger og kruseduller, med både fingre, håndflader, arme og albuer.

En camembert, som er tre år for gammel
I de to orgeletuder, Harmonies og Coulee, udforsker opfinderen Ligeti to andre, indtil da helt uprøvede måder at bruge instrumenternes dronning på. Harmonies er en langsom, næsten umærkbar ændring af én enkelt harmoni. De ti fingre er konstant på tangenterne, og kun en gang imellem flytter en finger ad gangen sig til den nærmeste nabotangent. Men Ligeti foreskriver at man forinden skal sænke orglets vindtryk, hvilket betyder at ingen af orglets piber får den rette mængde luft, og derved bliver i princippet alle orglets toner falske.
   Det foregår i praksis under koncerten ved at der fjernes nogle store havefliser og blyplader som ligger ovenpå en af orglets blæsebælge!
   Men når der ikke er noget rent som det falske kan være falskt imod, opstår der – tro det eller ej! – på en gang en fuldkommen overjordisk smuk og sært spøgelsesagtig lyd. Det skal lyde som en camembert, der er tre år for gammel”, som Ligeti har udtalt.

Rasende tempo
Ligetis anden etude udfordrer på forrygende vis grænserne for hvor hurtigt organisten kan spille, og højst mærkværdigt giver det rasende tempo samtidig fornemmelsen af noget stillestående eller let pulserende.

Når evigheden åbner sig
Rent personligt har stykket en lille historie. Jeg startede første gang med at øve på Coulee for snart 30 år siden.
   Hvor noderne til Harmonies er lært på en eftermiddag måtte jeg hver gang, efter nogle ugers intensiv øvning på Coulee, fortvivlet lægge noderne væk nogle måneder eller halve år og konstatere at jeg stadig ikke havde den nødvendige teknik. Mine arme og fingre syrede simpelthen til når jeg kom til nederst på s.4 i noderne. Jeg kan nu levende sætte mig ind i hvad en marathonløber mener, når han siger han møder ”muren”.
   Men efter mange år med adskillige tilløb kunne jeg så programsætte de to etuder til en koncert i en lille landsbykirke nord for Århus. Og jeg var pavestolt over endelig, endelig at kunne spille den anden etude! Men det stykke som alle talte om efter koncerten var jo slet ikke den fysiske og tekniske kraftpræstation og efterfølgende forløsning som jeg syntes jeg havde været igennem. Alle talte begejstret om Harmonies. En midaldrende dame kom hen til mig og fortalte at hun havde siddet med tårerne trillende ned af kinderne og set evigheden åbne sig.

Johann Sebastian Bach formodes at være mere velkendt. Hvor Ligetis produktion for orgel er temmelig begrænset fylder Bachs musik for orgel en 17-18 cd’er. Hvilke der kommer på programmet er en overraskelse – dog forhåbentlig ikke for organisten!