Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Winterreise – fyldigt uddrag af Schuberts udødelige mesterværk

FEB
04

Winterreise – fyldigt uddrag af Schuberts udødelige mesterværk


Lørdag d. 4. februar 2023, kl. 16:00
Sct. Mortens Kirke, Kirketorvet 10, 8900 Randers C
Winterreise – fyldigt uddrag af Schuberts udødelige mesterværk

Lørdag d.4.februar kl. 16 er der igen koncert i Sct. Mortens Kirke

Her vil baryton Mikkel Thomsen, der er fra Randers og bl.a. har sunget i Sct. Mortens Kantori og pianist Daniel Gøtke opføre et fyldigt uddrag af Franz Schuberts sangcyklus Winterreise.

Mikkel Thomsen og Daniel Gøtke er to nyudklækkede musikere fra Det Jyske Musikkonservatorium. De har over årene haft et tæt samarbejde og deres seneste projekt er opførelsen af Franz Schuberts sangcyklus Winterreise.

Winterreise er en samling af sange - en sangcyklus - baseret på 24 digte af Wilhelm Müller. Digtene beskriver en person i dyb krise, som prøver at realisere sig selv via en eventyrlig vandren igennem naturen - en udpræget romantisk tematik her i den romantiske musiks begyndelse.
   I løbet af sit kun 31-årige liv komponerede Schubert mere end 600 lieder for sang og klaver, og han regnes for genrens største komponist. Winterreise er den anden af Schuberts to sangcykler baseret på Müllers digte, den første er Die schöne Müllerin komponeret 4 år tidligere. Begge er absolutte hovedværker i genren.
   Winterreise komponerede Schubert i 1827 - året før han døde - på et tidspunkt hvor han var alvorlig syg af syfilis, og han arbejdede på korrekturlæsningen de allersidste dage før sin død 19.november 1828.
   Et af de karakteristisk træk for Schuberts liedkunst er at sang og klaver bliver mere ligeværdige. Tidligere i musikhistorien var sangstemmen i forgrunden og klaveret blot diskret akkompagnerende i baggrunden, men med Schuberts lieder bliver rollen mellem sang og klaver for første gang mere ligeværdig. Således udtrykker klaveret ofte den psykologiske stemning der er i det enkelte digt, ligesom det tilføjer effekter fra digtenes naturbilleder, den brusende storm, den tudende vind, fuglesang, gøende hunde, posthornets kalden, de gentagne melodier fra en lirekasse mm.
   Alt dette har Mikkel Thomsen og Daniel Gøtke øje for og de vil derfor inddrage publikum i musikken og fortæller undervejs om digtene og klaverets rolle i denne smukke musik.

Mikkel Baungaard Thomsen er en lys baryton. Han vandt 1. præmien i klassisk sang ved Unge Sangere konkurrences i Ikast samt den Jyske Operas pris. Samme år kom han ind på Det Jyske Musikkonservatorium hvor han har studeret ved Lars Thodberg Bertelsen. I 2021 fik han Ejnar Hansen prisen fra Det Jyske Musikkonservatorium og samme år fik han sin professionelle operadebut hos Operaen i Midtens produktion af "Den Stundesløse" i rollen som Oldfux, hvor han siden har været medlem af deres faste ensemble.

Daniel Gøtke har studeret klaver hos Søren Rastogi, og har under sine studier haft særlig fokus og interesse på akkompagnement af sangere. Han har spillet adskillige koncerter på klassiske musikfestivaler og i musikforeninger. Hans koncerter har altid fokus på at inkludere publikum, når han introducerer musikken med fortællinger, der giver en forståelse af musikken. Han er formand for foreningen Pianorama der har til formål at sprede klavermusik rundt omkring i Danmark.

Der er fri entré til koncerten